Knus

Og da natten faldt til ro
og dagen lå rolig og klar, Blå som kobolt
omkring os og indeni…
Da solen steg som et nyt og langsomt øje
moden og blød, varmt Orange…
lyste du ind i mit sind:
Du havde nedbrudt murene
til mine dårlige drømme
og vækket de gode.
Du havde splintret fortidens evige spejlsal
og renset himlen for mørke,
renset den for mislykkede øjne.
Arh, fortsæt dine ødelæggelser
og knus denne glasvæg af angst.
Send dine drømme, jeg er klar
send din vision som bølger gennem lufthavet,
slå overfladen i stykker
antænd denne dag med strøm
lad mig opsluges, lad mig brænde,
lad dine stråler smelte mig, rør mig
og jeg vil føle
når du knuser mit mareridt af glas

- Michael Strunge

Notes